Vedtægter for Græsmarkens Vandværk a.m.b.a.

 

Gældende fra d. 24. november 2019

 

§1
Selskabet, oprindelig stiftet i januar 1969, er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er: Græsmarkens Vandværk

Selskabet har hjemsted i Kalundborg Kommune.

§ 2 Formål
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.

§ 3 Medlemmer
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet. Den der har tinglyst adkomst til ejendommen, kan give en anden myndig person, der er bosiddende på ejendommen, fuldmagt til at varetage sine interesser i selskabet og i selskabets bestyrelse.

Den der har tinglyst adkomst til ejendommen kan til enhver tid tilbagekalde en fuldmagt.

§ 4 Medlemmernes rettigheder
Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af kommunen godkendte regulativ.

Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.

§ 5 Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt

For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indskudte kapital.

Medlemmer er forpligtet til at oplyse bestyrelsen om kontaktadresse/informationer.

Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo - forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet.

Det er en betingelse for godkendelse af ejerskiftet, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt.

Selskabet kan betinge sig, at nye medlemmer ved en tinglyst deklaration på ejendommen sikrer af forfaldne ydelser, også i tilfælde af ejerskifte ved tvangsauktion eller anden retsforfølgelse.

Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet.

§ 6 Udtræden af selskabet
Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

§ 7 Generalforsamling
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i juni måned. Datoen herfor udmeldes senest 15. april samme år.

Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages varsel ved meddelelse til hvert enkelt medlem med angivelse af adgang til mødematerialet, herunder dagsorden, regnskab, budget samt bestyrelsens beretning.

Forslag skal, for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest den 1. maj.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent

  2. Bestyrelsens beretning

  3. Det reviderede regnskab/årsrapport forelægges til godkendelse,
    herunder budget for det/de kommende år

    1. Bestyrelsens honorarer

    2. Takstblad

  4. Behandling af indkomne forslag

  5. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen

  6. Valg af 2 bilagskontrollanter og 1 suppleant

  7. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25% af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.

§ 8 Stemmeret og afstemninger
Intet medlem har mere end én stemme pr. ejendom, vedkommende ejer.

Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.

Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.

Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

§ 9 Bestyrelsen
Selskabets bestyrelse består af 3 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 1 og 2 medlemmer.

Herudover er hvert år valgt 1 suppleant, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen, der opstiller årsregnskab og budget af en revisor.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget, skal forelægges generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.

§ 10 Tegningsret
Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

Alle regninger skal inden udbetaling være attesterede af to medlemmer af bestyrelsen, jf. dennes forretningsorden.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

§ 11 Regnskab
Selskabets regnskabsår er kalenderåret.

Den årlige overdækning, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger, kan ikke udbetales til medlemmerne.

Revision af regnskaberne foretages jfr. generalforsamlingsbeslutning af den af bestyrelsen antaget revisor.

Årsregnskabet underskrives af revisoren og bestyrelsen.

§ 12 Opløsning
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 8 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. En eventuel overdækning kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.

§ 13 Ikrafttræden
Selskabets vedtægter er vedtaget/sidst ændret på generalforsamlingen den 24. november 2019.

De træder i kraft den 24. november 2019.

Bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter, der den 22.9.19 er valgt på generalforsamlingen i interessentskabet Græsmarkens Vandværk indtræder med virkning fra den 24. november 2019 i de tilsvarende funktioner i Græsmarkens Vandværk a.m.b.a.

_________________________________
Ellen Hansen, Formand

_________________________________
Jan Hansen, Sekretær & Teknisk ansvarlig

_________________________________
Mette Jensen, Kasserer

_________________________________
Søren Hoppe Christensen, Dirigent